Mikael Hertoft
Der er trusler om atomkrig, klimaet lider, og Ruslands invasionshær er sendt på retræte. Udviklingen i og omkring Ukraine går meget stærkt, og begivenhederne har store konsekvenser for fremtiden.
Artilleri skyder fortsat ved fronten
Hårde kampe fortsætter over hele fronten. De russiske styrker laver artilleribeskydninger og beskydninger med Grad-raketter, der er en videreudvikling af de gamle Stalinorgler. En række ukrainske byer i det østlige og sydlige Ukraine bombarderes. Rusland bruger også langtrækkende raketter, mens Odessa bliver angrebet med iransk byggede droner.
Den russiske side fortsætter med at angribe i området omkring Bakhmut, hvor man i løbet af nogle måneder er kommet nogle få kilometer frem. Det er lejesoldaterne fra Wagner-gruppen – Yevgheny Prigozhins private hær – der står for at lede den offensiv.
Bortset fra det er det Ukraine, der har taget initiativet på fronten. I begyndelsen af september befriede Ukraine stort set hele Kharkiv-regionen, og erobrede den strategisk vigtige by Izyum. Det har vanskeliggjort logistikken for den russiske operation – og fjernet den ene af tængerne i dén knibtang, der skulle have indesluttet den ukrainske hær i Donbas.
Ukrainerne fortsatte offensiven lidt syd for dette og har nu efter hårde kampe indtaget Lyman. De russiske tab i denne operation har været omfattende. Ukrainerne fortsætter nu offensiven østpå fra dette punkt. Militære observatører som Oleg Zdanov og Ruslan Leviev mener, at det vil åbne for et ukrainsk angreb på Luhansk-regionen.
Den russiske hær har længe været under pres på den sydlige front omkring byen Kherson. Her er en stor del af hæren placeret på den vestlige side af Dnipro-floden, og er blevet forsynet via nogle få broer over floden. Men ukrainerne har sønderskudt disse broer, og holder dem under beskydning. Også her er forsyningerne vanskeliggjort. Ukraine har også beskudt russiske styrker, men rykkede i lang tid kun forsigtigt frem. De seneste dage har den ukrainske hær imidlertid indledt en offensiv nordøst for Kherson, og er rykket omkring 20 kilometer frem. Den russiske hær på vestsiden af floden befinder sig i en meget vanskelig situation. På det seneste har den russisk udpegede leder af den civile administration i Kherson, udtalt at der ikke er nogen grund til panik!
Anneksion
Fire regioner i Ukraine er blevet annekteret af Rusland. Ingen af de fire områder er fuldstændigt kontrolleret af Rusland. Det skete gennem fire folkeafstemninger 23.-27. september, som blev afholdt under helt uacceptable forhold: under militær besættelse, uden nogen mulighed for demokratisk diskussion og uden fri afstemning. Der var rapporter på sociale medier om, hvordan valgkommissioner er gået rundt i private hjem, eskorteret af bevæbnede vagter, og har bedt folk om at stemme. Forudsigeligt nok var resultaterne også i den høje procent-ende af halvfemserne for at tilslutte sig Rusland.
I alle fire områder – Kherson, Luhansk, Donetsk og Zaporizhzhia – er mange civile flygtet, og mange mænd er ved fronten, så en stor del af den oprindelige befolkning er væk. Folkeafstemningerne er da heller ikke blevet anerkendt af andre end Nordkorea og Rusland selv.
Putin erklærede efter fupafstemningerne i en tale 30. september i Kreml, at de fire områder nu var russiske, og at ‘angreb’ på dem var angreb på Rusland, som ville blive forsvaret ”med alle midler”. Det er kodesprog for at bruge atomvåben. Er man interesseret i at høre på Putins propaganda, er talen nem at finde på nettet, både på russisk og engelsk.
Borgerne i området er nu ved at blive tvunget til at skifte deres ukrainske statsborgerskab ud med et russisk, og med Ruslands igangværende mobilisering betyder det, at den voksne befolkning mellem 18 og 60 år risikerer at blive mobiliseret til hæren.
Mobilisering skaber kaos
Midt i september annoncerede Putin en delvis mobilisering i Rusland. På nuværende tidspunkt er mellem 100.000 -200.000 blevet mobiliseret. Nogle (få) er allerede sendt til fronten. Oleg Zdanov rapporterer blandt andet, at en russer er blevet taget til fange ved fronten bare fem dage efter, at han var blevet mobiliseret. De fleste er i træningslejre og gennemgår en meget tvangspræget forberedelse på at tage til fronten. Zdanov oplyser også, at den russiske hær normalt mobiliserer ca. 100.000 mennesker hvert halve år, men at det normalt foregår med månedlige intervaller. Mobilisering, træning og udrustning af så mange på en gang er ikke noget, Rusland er forberedt på.
Mobiliseringen er blevet kaldt delvis, men der er ikke nogen juridiske begrænsninger på, hvem eller hvor mange, der kan mobiliseres. Der er dog begrænsninger i, hvem der kan mobiliseres – fx syge – men guvernørerne og militærkommisariater har måltal for, hvor mange de skal mobilisere. Derfor tager de ofte bare dem, de kan få fat i. Det er gået så dårligt, at selv Putin har kritiseret forløbet.
Ifølge en israelsk militærianalytiker kan disse styrker begynde at være ved fronten i slutningen af oktober, og til den tid danne kernen i en russisk offensiv. Den russiske nyhedskanal Objektiv vurderer, at mellem 600.000 og en million har forladt Rusland på flugt for mobiliseringen.
Flygtningene rejser til Kazakhstan, Georgien, Armenien, Tyrkiet, Mongoliet, Israel m.m. Der er også nogle, der er flygtet til EU-lande – men de fleste lande har lukket deres grænser for folk, der flygter fra at være soldater i Ukraine.
Sprængningen af Nord Stream
I slutningen af september ramte fire eksplosioner gasrørene Nord Stream I og II, der går fra Rusland til Tyskland. Det vil derfor være umuligt at transportere gas gennem dem i lang tid. Det er almindeligt antaget, at det har forbindelse til krigen i Ukraine. Spørgsmålet om leverance af russisk gas til Europa og sanktioner har i lang tid fyldt storpolitisk.
Hvad vi ved gennem oplysninger fra fx den danske og svenske regering og fra seismologiske institutter er, at det var menneskeskabte eksplosioner, med store mængder sprængstof. De har dannet store huller, og der har været meget stor udsivning af metangas.
Det forværrer klimakrisen: På sigt svarer udslippet af gas til Danmarks udledning af CO₂ i op mod et år. De kortsigtede effekter er endnu større, idet metangas er en meget kraftig drivhusgas. Hvem der end har sprængt dem må derfor betegnes som store klimakriminelle.
Måske kommer de to gasledninger aldrig i gang igen, men foreløbigt er hele forhandlingsspillet om at ”genåbne” Nord Stream på betingelse af, at Rusland får sin vilje i Ukraine, også sat ud af spillet.
Vi aner foreløbigt ikke hvem der har gjort det, eller hvordan. De fleste giver enten Rusland eller USA skylden. Rusland er hovedmistænkt for danske ledere som udenrigsminister Jeppe Kofod og størstedelen af såkaldte ”eksperter” – men baserer sig kun på motiv-forskning. Blandt dem, der regner USA for bagmanden er en lang række debattører, som også baserer sig på motiv-forskning, samt en berømt udtalelse fra Joe Biden om at ”stoppe Nord Stream med alle midler”.
Der kan være andre aktører, som fx mindre lande der har militær undervands-kapacitet i Østersøen. Det korte af det lange er: Vi ved det ikke. Det er derfor bedst at afholde sig fra spekulation.
Kritikken vokser i Rusland
Den dårlige udvikling for Rusland i krigen i Ukraine har medført store diskussioner i Rusland. Tidligere har magtapparatet i Rusland og propagandaen fra russisk side været stort set samlet. En undtagelse har været den tidligere FSB-officer Igor Strelkov (‘Girkhin’), som fra et højrenationalistisk synspunkt har krævet en mere aktiv indsats fra den russiske hærs side, og ofte har kritiseret den russiske militærstrategi. Nu bobler der imidlertid en underskov af utilfredshed op på sociale medier, som også har nået ledende medlemmer af magteliten og endda propagandisterne i russisk stats-tv.
Der er opstået en underskov af utilfredshed på sociale medier, som præges af rapporter om tilbagetrækning og dårlig militær ledelse i den russiske hær. Der er også mange, der skriver om dårlige forhold for de hvervede soldater, og folk der i snevejr bliver tvunget til at sove på åben mark uden telte, samt folk der dør under mobiliseringen.
Der er ikke nogen måde, nederlagene ved fronten kan skjules på. Det har fået militære ledere som tjetjenske Ramzan Kadyrov til at kritisere generalstaben i den russiske hær. Den føromtalte lejesoldat Yevgeny Prigozhin fra Wagner-gruppen har ligeledes rettet en hård kritik mod hærens øverstkommanderende, Aleksandr Lapin.
Selv TV-propagandisterne Margarita Simonyan og Vladimir Solovyov diskuterer i russisk stats-TV, om man skal skyde nogen af dem, der er ansvarlige for den elendige mobilisering – eller bare afsætte dem og sende dem til fronten.
Angst for atomkrig
Risikoen for atomkrig er steget betragteligt. Putin og andre russiske ledere har gentagne gange truet omverdenen med atomkrig. Andre, som for eksempel Ramzan Kadyrov har krævet, at Rusland bruger taktiske atomvåben ved fronten. Amerikanerne har svaret meget hårdt igen på truslerne.
Vi kan ikke udelukke, at der vil komme en atomkrig. Den kan komme ved at Rusland bruger taktiske atomvåben ved fronten, at amerikanerne svarer, og at det eskalerer derfra.
Mod det taler, at det er enormt risikabelt – også for Putin og de russiske ledere – men det kan slet ikke udelukkes. Hvis Putin var en rationel politiker, der holdt sig til rationelle skridt, ville han slet ikke have startet krigen. Putin er malet op i et hjørne og i en desperat situation og man kan derfor ikke udelukke noget.
Samtidig har Putin nu truet så mange gange med det – og sagt at han ikke ”bluffer” – hviket netop får det til at virke som et bluff.
Er der udsigt til en våbenhvile?
Er der så grundlag for en nedtrapning af konflikten og fredsforhandlinger? Krigens parter står fortsat meget langt fra hinanden, og både præsident Putin og præsident Zelensky har sagt klart, hvad der er deres betingelser for forhandlinger.
Ruslands præsident Vladimir Putin vil gerne lave fredsforhandlinger, hvis Ukraine anerkender, at de fire annekterede regioner nu er russiske. Ukraines præsident Zelensky vil gerne forhandle fred, hvis Rusland trækker sig helt ud af Ukraine, men vil ikke forhandle med Rusland, så længe Putin er præsident.
Der er derfor ikke basis for nogen fredsforhandlinger lige foreløbigt. Derfor kan man selvfølgelig godt kræve dem, og støtte at de bliver indledt! Men man skal ikke gøre sig nogen illusioner om, at freden er rundt om hjørnet.
Parterne har i øvrigt løbende kontakt til hinanden på lavere niveau og udveksler bl.a. krigsfanger. Spørgsmålet om våbenhvile er anderledes. En våbenhvile på nuværende tidspunkt er en accept af, at Rusland har besat store dele af Ukraine. En sådan våbenhvile vil blive brugt af Rusland til at konsolidere sine positioner, til at føre flere våben frem i området, til at træne flere soldater, der kan deltage i krigen, og til at undertrykke al opposition i regionerne og russificere dem. Den proces er allerede i gang ved at tvinge folk til at skifte statsborgerskab og på mange andre måder. Det er uacceptabelt for Ukraine, og må være uacceptabelt for alle, der støtter Ukraines selvforsvar.
Krigen fortsætter, og i øjeblikket er Ukraine i offensiven. Men selv om Rusland ser ud til at være i store vanskeligheder, har freden stadig lange udsigter.