Federico Fuentes Alexandr Zamyatin
Ruslands krig mod Ukraine tog en overraskende drejning den 23. juni, da tusinder af tropper fra Wagner-gruppen, en hær af lejesoldater knyttet til det russiske regime, krydsede grænsen fra det sted, hvor de havde kæmpet mod ukrainske styrker, og begyndte at rykke frem mod Moskva.
Wagner-lederen Jevgenij Prigozjin – en oligark og nær allieret af den russiske præsident, Vladimir Putin – kaldte det en ’march for retfærdighed’, ikke et kupforsøg, og sagde, at det var det russiske forsvarsministeriums håndtering af krigen, som han rettede sine anklager imod. Omvendt fordømte Putin dagen efter hans træk som en ’væbnet opstand’, og sagde, at dem, der på denne måde havde begivet sig ind på ’forræderiets vej’, ville blive straffet.
I næsten et årti har Wagner-gruppen opereret som en paramilitær del af den russiske stat, der spiller en nøglerolle i Ukraine, samt i en række afrikanske lande, hvor den er blevet sat ind for at sikre russisk udbytte fra guldminer. Hovedparten af Wagner-gruppen er fælles om en ultra-højre- og fascistisk ideologi.
Stridigheder mellem ministeriet og Wagner-gruppen med hensyn til fordeling af militære og økonomiske ressourcer er på det seneste spidset til, og der har været rapporter om sammenstød mellem de to styrker inden for Ukraines grænser. I dagene op til det væbnede oprør tog Prigozjin skarpt afstand fra Moskvas påstande om, at invasionen var berettiget på grund af den formodede ukrainske offensiv i Donbass i februar 2022.
Men næsten lige så hurtigt, som Wagner-gruppens styrker nåede Voronezj, halvvejs mod Moskva, blev der den 24. juni indgået en aftale, ifølge hvilken det ser ud til, at alle anklager imod Prigozjin og de Wagner-styrker, der var involveret i oprøret, er blevet trukket tilbage, Prigozjin skal tage til Belarus, og Wagner-tropperne vende tilbage til Ukraine.
For at få hjælp til at udlægge disse begivenheder, har Federico Fuentes fra ’Green Left’ talt med den russiske venstrefløjspolitiker Alexandr Zamyatin, et tidligere medlem af distriktsrådet i Zyuzino i Moskva, der blev udelukket fra at deltage i valget sidste år på grund af et 2 år gammelt Facebook-opslag.
Anti-krigs-aktivisten og fagforeningsmanden Mikhail Lobnov har hjulpet til med at sammensætte Vidvyzheniye (’Nomination’, men betyder også ’Du er bevægelsen’), en platform for progressive kandidater, som det lykkedes at blive repræsenteret flere steder i Moskva. Zamyatin er lærer og medforfatter af ’For demokrati: Lokalpolitik imod afpolitisering’.
Kan du allerførst give os et indtryk af, hvordan stemningen lige nu er i Moskas gader, efter den march til Moskva, som Prigozjin havde meldt ud, og den efterfølgende aftale mellem ham og Putin?
Jeg kan kun sige noget om, hvordan det ser ud i Moskva, hvor jeg befinder mig. I dag (25. juni) er det ikke til at se noget, der viser, at der har fundet monumentale begivenheder sted, selv om borgmester Sobyanin har meddelt, at mandag den 26. juni bliver en offentlig fridag. Bortset fra det er alting, som det plejer at være.
Hvordan vil du beskrive begivenhederne og de kræfter, der var involveret i dem? Hvorfor tror du, de indtraf netop nu? Og kan der drages paralleller til andre lignende situationer, enten historiske eller aktuelle?
Der kan drages mange historiske paralleller, men jeg er ikke klar at til at trække en af dem særligt frem. Hvad den kendsgerning indikerer, er, at den slags oprør ikke er så sjældne endda.
Jeg skrev forleden om Pregozjin-fænomenet, hvor jeg pegede på, hvordan det er sammensat af to modsigelser. Mytteriet ser for mig ud til at være et logisk udviklingstrin. Det var klart for alle iagttagere, at der var tale om en tikkende bombe, selv om ingen vidste, hvornår den ville eksplodere.
Wagner-gruppen er en privat hær, der bliver ledet af en karismatisk lykkeridder, der har fået enorme ressourcer og mediedækning under krigen med Ukraine. Prigozjin kunne se, at der en vigtig modsætning mellem eliterne og de lavere lag af hæren, og besluttede sig til at drage nytte af denne modsætning. Samtidig med det var Kreml, der havde støttet ham, i stigende grad blevet foruroliget over Prigzojins vej mod tinderne, og havde taget forholdsregler til at sætte ham ud af spillet.
Det havde Prigozjin indset, og bestemte sig til, at nu skulle alt sættes på ét bræt.
Hvorfor tror du, at de involverede parter så hurtigt nåede frem til en aftale?
Jeg tror, at det var fordi, at de indså, at de stod lige svagt. Progozjin kunne ikke have taget magten i Moskva, fordi han hverken havde et administrativt apparat, eller tilstrækkelig støtte blandt befolkningen. I Rostov forblev den civile administration den samme, han udskiftede den ikke.
Kreml kunne have knust Prigozjins hær med deres egne styrker tæt på Moskva, men det kunne være blevet meget kostbart med hensyn til politisk opbakning, fordi Putins kernevælgere i udpræget grad sympatiserer med Prigozjin.
Begge parter kom til den nøgterne vurdering, at en eskalering var nyttesløs, og blev enige om nogen betingelser, som vi ikke ved noget om. Og samtidig med det tror jeg, at Prigozjin på et eller andet tidspunkt bliver snydt af Putin og dræbt.
De vestlige medier har fremstillet begivenhederne som en klar svækkelse af Putin. Tror du, at det er en korrekt vurdering, eller er det mere sandsynligt at han vil stramme sit greb om magten som et resultat af, hvordan begivenhederne faldt ud?
Politiske forskere er nået frem til, at autokrater snarere ser deres position styrket efter at have overlevet et kupforsøg, end at den bliver svækket og åbner op for en demokratiseringsproces. Men det er bare på baggrund af noget abstrakt statistik.
I den her specifikke situation er det påfaldende tydeligt, at Putin er blevet utroligt svækket. Fra hans regimes første dag har Putins politiske stil været kendetegnet ved en jernhård målbevidsthed og brutalitet. Og i går førte han sig frem som en kejser uden klæder.
Selv om alt det her bare er en illusion udadtil, og at alting indadtil bliver ved med at være under hans kontrol, så er det en illusion, der er blevet bemærket af alle iagttagere, og som ikke kan repræsentere noget som helst andet end et svidende slag mod hans magt.
I en artikel, som du for nylig lagde ud på Telegram, taler du om ’80%’, der bliver ved med at være afpolitiserede i det russiske samfund. Er der nogen tegn på, at de her begivenheder har øget anti-krigs-stemningen, og, hvad der måske er mere vigtigt, kunne få dele af samfundet til at vove skridtet til politiske handlinger, i progressiv retning, vendt imod regimet?
Jeg kan desværre ikke se nogen tegn på det. Vi så tværtimod, hvordan mange gik på gaden i Rostov for at hilse Wagner-tropperne hjerteligt velkommen. Det er meget skidt for Putin, men ikke repræsentativt for anti-krigs- og progressive kræfter. Og samtidig med det må vi indse, at det var et beskedent udsnit af befolkningen, der mødte op for at støtte dem, som de opfatter som deres allierede.
I modsætning til det så dem med anti-krigs-eller progressive synspunkter sig konfronteret med en trussel mod deres eksistens, og det tvingende nødvendige behov for at kunne flygte, mens de bad til, at Wagner-styrkerne ikke ville komme til magten, og banke på døren til deres hjem.
Hvis det var kommet til en yderligere eskalering, kunne en politisering komme til at berøre bredere lag i befolkningen, hvor mange er trætte af krigen, og hvor der er et latent krav om sociale, økonomiske og politiske forandringer i landet.
Er der noget, du ellers vil tilføje?
Jeg vil meget gerne understrege, at begge parter i denne konfrontation repræsenterer det ekstreme onde for Rusland og for flertallet af mennesker i landet. Der er ingen af dem, der kan føre landet mod noget som helst godt.
Det er også derfor, at progressive og anti-krigs-sindede ikke kan nære varme følelser for nogen af dem. Mange håbede på, at hvis oprøret lykkedes, så ville det betyde afslutningen af diktaturet. Men det er en fejlagtig opfattelse. Det er måske ikke så indlysende set udefra, men her, i Rusland, ved vi helt sikkert, at Rusland kun ville blive den tabende part i denne konfrontation.