Kirill Medvedev Federico Fuentes
Den Moskva-baserede digter, oversætter og aktivist Kirill Medvedev fra den Russiske Socialistiske Bevægelse (RSD) taler med Federico Fuentes fra LINKS - International Journal of Socialist Renewal om den russiske præsident Vladimir Putins krig mod Ukraine og modstanden mod krigen i hjemlandet.
Kan du begynde med at fortælle os lidt om den Russiske Socialistiske Bevægelse?
RSD blev dannet i 2011 ved en fusion af to trotskistiske grupper. RSD er en bred venstreorienteret organisation, hvis medlemmer spænder fra progressive kommunister til socialdemokrater. Vi spillede en aktiv rolle i protesterne mod Putin i 2012 og repræsenterede venstrefløjen i denne oppositionsbevægelse.
RSD har altid været interesseret i at kombinere en traditionel klassedagsorden med spørgsmål om ulighed mellem kønnene, økologi og retten til byen – i teori og praksis. Vi har forsøgt at kritisere den reaktionære del af den sovjetiske arv, men bevaret dens progressive aspekter.
Som organisation har vi samarbejdet med uafhængige fagforeninger, deltaget i miljø-, by- og feministiske initiativer, oprettet læsegrupper, stillet op til kommunalvalg og støttet ligesindede, der har stillet op i valgkampe i byer og regionalt. RSD var en del af et netværk, der førte kampagne for venstrefløjens kandidat Mikhail Lobanov ved valget til Dumaen i 2021. Hans sejr over propagandisten Jevgenij Popov var, selv om den blev stjålet af myndighederne, en inspiration for den russiske opposition.
I dag findes en del af vores organisation inden for Den Russiske Føderation, mens en anden del er uden for landet.
Hvilken holdning har RSD indtaget til Putins invasion af Ukraine? Hvad var efter din mening den vigtigste drivkraft bag Putins beslutning om at invadere Ukraine?
Vi anser denne krig for at være en imperialistisk aggression fra Putin-regimets side mod Ukraine.
Putins vigtigste opgave i dag er at styrke sit regime i perioden op til præsidentvalget i 2024 for at blive genvalgt eller for at kunne udpege en pålidelig efterfølger. I 2021 nåede Putins meningsmålinger det laveste niveau i hele hans tid ved magten.
I stedet for pro-vestlige liberale og pro-sovjetiske, konservative kommunister, der kæmper indbyrdes, er der i de seneste år begyndt at opstå en folkelig bevægelse. Den har en stor deltagelse af unge, er imod korruption, har omfordeling og decentralisering på dagsordenen og har evnen til at mobilisere folk på gaderne og vinde valg. Regionerne er også blevet mere og mere aktive.
Samtidig så Putin, at Ukraine i stigende grad bevægede sig ud af Ruslands indflydelsessfære og frygtede, at ånden fra Maidan-oprøret [i 2014] kunne smitte af på Rusland. For at genvinde sin popularitet besluttede han igen at slå sin rolle fast som “den der kan samle de russiske områder” – en rolle, han var begyndt at lægge vægt på efter 2014.
Den politiske begrundelse blev således tilsyneladende den vigtigste. De fordele, som visse dele af det russiske erhvervsliv drager af krigen – beslaglæggelse af ukrainske virksomheder og frugtbar jord, eksport af metal, penge til det militærindustrielle kompleks – er vigtige, men de fleste virksomheder har lidt under krigen og støtter ikke denne optrapning.
Hvad kan du fortælle os om organisering af antikrigsbevægelsen?
Der er flere former for modstand. For det første er der de fredelige aktioner, der gennemføres af enkeltpersoner eller uformelle grupper: primært individuelle pjecer eller antikrigsgraffiti. For det andet er der den voldelige modstand: aktioner som f.eks. at sætte ild til militære rekrutteringscentre eller beskadige jernbanespor. Anarkistiske grupper har i vid udstrækning taget ansvaret for disse. For det tredje er der grupper, der støtter mobiliserede mænd, kræver at de kommer tilbage og leder efter de savnede.
Kvinder spiller en stor rolle i den offentlige modstand. Feministisk modstand mod krigen har i høj grad hjulpet dem, der gør modstand i Rusland, og dem, der er tvunget til at flygte. Utilfredshed med værnepligten i nogle regioner, f.eks. i Dagestan, har ført til protester, hvor kvinderne spiller den ledende rolle. Rådet af Mødre og Hustruer – der består af kvinder, som forsøger at redde deres mænd og sønner fra mobiliseringen eller kræver, at de sendes hjem – er i aktiv vækst. Dette initiativ vækker stor bekymring hos myndighederne, fordi det appellerer til de dybeste lag af masserne, til dem, der først lige er begyndt at blive politiseret.
Ofrene for denne krig i Rusland er de fattigste lag. Men deltagelsen og tabene i denne krig for den “russiske verden” er symbolsk og demografisk set mere smertefulde for de befolkningsgrupper, der ikke betegnes som russere [nationale mindretal] eller er små [de oprindelige folk i Nord, Sibirien og Fjernøsten]. En dagsorden for afkolonisering diskuteres aktivt i dette oppositionelle miljø.
I de seneste år har vi set, at myndighederne har taget skridt til at fremme russer-centrismen og konsolidere den juridisk. Ifølge en ændring af forfatningen er de russisktalende f.eks. blevet et “statsdannende folk”. Krigen mod Ukraine er endnu et radikalt og meget farligt skridt i denne retning. Russiske socialister står over for den vanskelige opgave at nedmontere Ruslands imperiale net og støtte folkenes ret til reel selvbestemmelse, samtidig med at de tilbyder en fælles social, klassemæssig platform. Vi må sikre, at dagsordenen for afkolonisering ikke fører til blodige sammenstød om grænserne til angiveligt “fædrene” territorier, men snarere til en fælles kamp mod det parasitære oligarki, den imperialistiske racisme og patriarkatet.
De vigtigste fagforeninger støtter krigen. Er der nogen tegn på en organisering mod krigen eller faglig organisering under krigens betingelser?
Krigen støttes af regeringsvenlige fagforeninger. På trods af krigen fortsætter uafhængige fagforeninger med at forsvare arbejdstagernes rettigheder, som er blevet krænket i endnu højere grad siden krigens begyndelse. Repressionen mod fagforeningsfolk er eskaleret, men den har normalt ikke direkte forbindelse med krigen.
Kirill Ukraintsev, leder af fagforeningen Courier, har siddet i fængsel siden april for at have organiseret protester.
I december strejkede transportarbejdernes fagforening i flere regioner. Der har været undertrykkelse af fagforeningen for læger, Action, som er en af de mest aktive uafhængige fagforeninger. Anton Orlov, Action-koordinator i Basjkortostan, sidder i fængsel på grund af en falsk anklage om svindel. Vladimir Baranov, leder af Action i Sankt Petersborg, er blevet afhørt og ransaget. Lobanov, som jeg nævnte tidligere, er leder af fagforeningen University Solidarity Trade Union. Han har netop siddet 15 dage i fængsel for “modstand mod politiet” under en ransagning af hans lejlighed. Sidste år blev han dømt to gange for et indlæg på sociale medier, hvor der stod “Nej til krig”, og for et indlæg om klassekarakteren af Putins krig.
Fagforeninger er ligesom miljøbevægelser fortsat et af knudepunkterne for selvorganisering og kollektiv handling i landet.
Hvordan ser du fra dit udsigtspunkt i Rusland på spørgsmålene om våbenleverancer til Ukraine, konflikten i Donbass og NATO?
Ukraine har som et land, der er genstand for invasion, ret til at modtage militær hjælp fra hvem som helst – ligesom kurderne og ligesom Vietnam i 1960’erne og 70’erne. Især fordi Rusland også har købt våben fra Vesten i årevis. Og ønsket hos Ruslands naboer – traumatiseret af deres historie med Rusland – om at tilslutte sig NATO er ganske forståeligt.
Hvad angår Donbass, er det et smertefuldt spørgsmål. I 2014 annekterede Rusland Krim og dele af Donbass og udnyttede den kendsgerning, at mange russisktalende ukrainere i disse områder var bekymrede over den yderste højrefløjs fremgang efter Maidan. Ruslands invasion førte til, at omkring en million indbyggere i Donbass flygtede til ubesatte områder i Ukraine. Der blev etableret pro-Moskva-diktaturer i de såkaldte “folkerepublikker” Donetsk og Luhansk, mens Ukraine gennemførte en “antiterroristisk operation” for at generobre områderne, hvor indbyggere blev dræbt. Rusland udløste en krig i fuld skala i 2022, angiveligt i indbyggernes interesse i de såkaldte “folkerepublikker”. Men den gav dem intet andet end mere død, ødelæggelse og tvangsmobilisering. Rusland bør i sidste ende opgive sit krav på disse områder. Men fred på Krim og i Donbass efter krigen, ligesom fred på andre krigshærgede steder, er et anliggende for det internationale samfund. Det bør også være et anliggende for den internationale venstrefløj.
Virkeligheden er, at Ruslands nuværende krig mod Ukraine har én initiativtager: den russiske regering. Dens grundlag er blandt andet genoplivning af imperiale stereotyper, der hævder, at russere, ukrainere og hviderussere er ét folk. Men set i det historiske perspektiv af de 30 år, der er gået siden Sovjetunionens sammenbrud, bærer NATO’s ledelse et enormt ansvar for, at vi igen står over for muligheden for en global militær konfrontation. NATO skulle have været opløst efter Sovjetblokkens sammenbrud. Dets fortsatte eksistens var et direkte budskab om, at der ikke var noget alternativ til den neoliberale kapitalisme.
Denne mangel på alternativ gav anledning til postsovjetisk neoliberalisme i Rusland og i sidste ende til Putin og hans krig. Som følge heraf er der opstået et falsk, reaktionært alternativ til den liberale globalisering, nemlig det projekt med en “multipolær verden”, som Putin og hans medløbere i forskellige andre lande drømmer om i dag. Det er en verden, hvor nogle få store aktører opdeler verden i indflydelsessfærer, underkaster sig nabolande, ikke griber ind i hinandens muligheder for at udnytte deres egne befolkninger og hjælper hinanden med at undertrykke intern utilfredshed. Alt dette sker i nogle særlige, angiveligt iboende “nationale” eller “civilisatoriske” værdiers navn. Putin så krigen mod Ukraine som et skridt i denne retning. Det er uhyrligt, at dette sker under antifascistiske og endog antikoloniale slogans, som mange tager for gode varer.
Det store spørgsmål for venstrefløjen og for demokrater i det 21. århundrede er, hvordan vi sikrer, at den uundgåeligt voksende opmærksomhed på identiteter og på selvbestemmelse for forskellige grupper, samfund, territorier og nationer ikke kommer i vejen, men snarere bidrager til at løse globale problemer i forbindelse med klima, ulighed og det nye våbenkapløb. [Den kurdiske revolutionære] Abdullah Öcalan, har i betragtninger over det kurdiske nationale projekt skrevet om begrebet “demokratisk konføderalisme”. Jeg tror at dets relevans i denne sammenhæng vil stige. Erfaringerne fra det 20. århundredes socialisme fortæller os imidlertid, at der ikke findes en enkelt opskrift for alle lande og kontinenter.
Oversat fra Links af Poul Bjørn Berg