Den ukrainske præsident Zelenskyjs ’sejrsplan’ er en appel til eksterne aktører, der vidner om, at regeringen stadig klart undervurderer potentialet i en intern mobilisering af alle kræfter. Samtidig risikerer planen endda at underminere sammenholdet, bl.a. ved at forære adgang til naturressourcer væk, mens oligarkerne fortsat fredes, og krigens byrder væltes over på befolkningen.

Kun ved hjælp af en offentligt ejet forsvarsindustri, socialisering af kritisk infrastruktur og ved at forvalte Ukraines ressourcer til gavn for nuværende og fremtidige generationer, kan vi håbe at sikre vores frihed. For et samfund, der beder sine indbyggere om at risikere deres liv for sig, må omdrejningspunktet være, at befolkningen skal have en afgørende stemme, når det gælder landets fremtid, og at der udvises en grundlæggende respekt for menneskelig værdighed.

‘Sejrsplanen’ er afhængig af Vesten

Desværre er der intet om dette i Zelenskyjs ‘sejrsplan’, der langt om længe er blevet offentliggjort for nationen. Det mest påfaldende ved planen er tværtimod netop, at den bygger på en uforholdsmæssig stor afhængighed af Vesten. På denne måde er der sket et bemærkelsesværdigt skift væk fra de tidligere følelsesmæssige appeller til solidaritet og over til at lokke med adgang til vores naturressourcer og med outsourcing af EUs sikkerhed til vores tropper. Selv om denne vision langt fra flugter med vores højstemte drømme om at blive genforenet med “den europæiske familie”, er det formentlig en mere nøgtern tilgang, og navnlig med tanke på det ellers gennemtrængende hykleri i international politik. Men, hvad der føles endnu mere ydmygende, er at blive afvist næsten med det samme. Hvor det tidligere viste sig muligt at nå det ellers uopnåelige ved hjælp af et konstant pres – grænsende til det påtrængende – er de nye politiske vinde et vidnesbyrd om, at grænsen nu er nået.

Afhængigheden af at få eksterne aktører til at løse vores problemer er et symptom på den valgte politiske kurs, der har taget vort eget folk for givet og resulteret i slet skjult intern skrøbelighed. “Sotsialnyi Rukh” kræver en oprigtig og offentlig dialog omkring, hvordan vi er nået hertil, og hvad der fremover realistisk kan forventes. Militant retorik fra regeringen har været med til at hæve forventningerne, men fordi den har forsømt at samle hele samfundet og at mobilisere alle ressourcer til modstandskampen, er resultatet i dag mistillid og skuffelse.

Efter 970 dage med krig og med titusinder af døde, hundredtusinder af sårede og millioner fordrevne, er omkostningerne enorme. Kun få familier er uberørte af ødelæggelserne. De håb, der for nylig blev vakt af en vellykket offensiv i Ruslands Kursk-region, er blevet afløst af angst og usikkerhed og en langsom tilbagetrækning i øst. Russiske styrker truer med at erobre Pokrovsk, hvilket potentielt kan afskære hovedkilden til koks og kul og lamme vores metalindustri. Udmattede soldater, der ofte kæmper i underbemandede enheder uden ordentlig hvile og restitution, er oprørte over regeringens planer om at legalisere fritagelse eller i hvert fald en udsættelse af værnepligt mod betaling. De kræver klare udmeldinger om militærtjenestens længde. For en del er situationen blevet ubærlig – næsten 30.000 soldater er udeblevet fra militærtjeneste i de første seks måneder af 2024.

Hvem skal erstatte soldaterne ved fronten?

Spørgsmålet står åbent: Hvem skal erstatte soldaterne ved fronten? Vel vidende om forholdene i hæren, står civile ikke længere i kø ved rekrutteringskontorerne og prøver i stedet aktivt at undgå værnepligten. Antallet af personer, der er anmeldt for at have unddraget sig værnepligt, er tredoblet siden 2023, og meningsmålinger viser konsekvent, at næsten halvdelen af de adspurgte finder det rimeligt. Appeller om borgerpligt klinger hult, når staten samtidig åbent erklærer, at den ikke skylder sine borgere noget, som når f.eks. socialminister Oksana Zjolnovitj udtaler, at “vi skal nedbryde alt, det der er socialt i dag, og simpelthen omskrive samfundskontrakten om socialpolitikken i vores stat helt forfra.” Eller når formanden for parlamentets socialudvalg erklærer, at “vi er ikke bare et ministerium for udbetalinger; ukrainerne skal være mere selvforsynende og mindre afhængige af staten”. Problemerne forværres yderligere af de hårdhændede rekrutteringsmetoder, hvor mænd bliver tvunget med direkte fra gaden, og hvor brutalitet åbenbart ikke bliver straffet. I 2024 blev der indgivet over 1600 klager til ombudsmanden, men resultaterne lader stadig vente på sig. At den stigende brug af tvang overhovedet skulle virke, undergraves samtidig af rapporter fra slagmarken, der beskriver, hvordan umotiverede, utrænede og endda uegnede rekrutter bringer resten af deres kammerater i fare.

De herskende flytter byrden over på befolkningen

Det samlede billede tyder på, at de herskende eliter har truffet et bevidst valg om at flytte byrden med at modstå aggressionen over på den jævne befolkning. Stærkt stigende priser, udhulede lønninger og nedskæringer på velfærd går hånd i hånd med restriktioner over for kollektive forhandlinger, øget beskatning af lav- og mellemindkomster samt fortsat korruption – selv inden for forsvaret. Hvad der gør det værre, er den politiske klasses præference for at ignorere muligheden for en hidtil uset enhed, som vi alle oplevede, da invasionen begyndte. I stedet vælger den at skabe splittelse og mistænkeliggørelse ved at udnytte frygten i et traumatiseret samfund og ved konstant at udpege nye indre fjender som de russisktalende, tilhængere af de moskvatro præster, kollaboratører, Kreml-agenter eller queer-personer. Ukrainerne på frontlinjen ledes til at pege på de utaknemmelige i baglandet, som igen bebrejder dem, der opholder sig “komfortabelt” i udlandet.

Dermed er vi tilbage ved præsidentens ‘sejrsplan’, som – på trods af den megen tale om styrke – blot udstiller vores svagheder. Nogle hævder, at dette kan være Zelenskyjs sidste ultimatum til Vesten – noget der på forhånd er dømt til at blive afvist – som en manøvre forud for en kovending i retning af et påtvunget kompromis med fjenden. Dette er ikke taget helt ud af det blå, idet meningsmålinger tyder på, at mere end halvdelen af befolkningen ville være villige til at forhandle eller fastfryse konflikten, hvis den vestlige støtte trækkes tilbage.

Vil en fredsaftale føre til en bæredygtig og retfærdig fred?

Men hvor realistisk er det, at en aftale med Rusland vil føre til en bæredygtig, endsige en retfærdig fred? Selv hvis man antager, at Putin er villig til at forhandle i god tro, hvilket langt fra er givet, kan den form for forhandlinger let føre til fiasko, resultere i en dødfødt aftale eller bare være en midlertidig pause, før kampene genoptages.

Det er helt udelukket at anerkende annekteringen af de besatte områder. For ukrainerne er og bliver de besatte, og der er ingen måde, man kan forskønne realiteterne på. At efterlade Ukraine uden sikkerhedsgarantier, især når Rusland fortsætter med at opruste militært, ville være en åben invitation til fornyet aggression. I det ukrainske samfund ser 45 % en uretfærdig fred som et forræderi mod faldne landsmænd, og 49 % ville gå på gaden for at protestere mod kompromisset. Den eneste aftale, der har en chance for at få støtte, omend kun med en lille margen, omfatter en afvikling af besættelsen af Zaporizjzja- og Kherson-regionerne, kombineret med medlemskab af både NATO og EU.

Omvendt synes intet mindre end kapitulation og underkastelse at opfylde Kremls mål i dets angrebskrig, hvilket Putin selv for nylig har gentaget i forbindelse med BRICS-topmødet i Kazan. Desuden er der netop vedtaget en treårig finanslov i Rusland, hvor militærudgifterne øges til et rekordhøjt niveau. Derfor ville den største fejltagelse være at stille diplomatiske bestræbelser over for militær støtte. Uden en klar og meningsgivende solidaritet vil Ukraine og dets folk falde – hvis ikke nu, så senere.

Fordi der hverken er lette eller færdigt udtænkte løsninger, er det afgørende at være ærlig, så vi kan være forberedte. Skulle der opstå en våbenhvile, vil den måske ikke vare længe, men hver eneste dag, den måtte være i kraft, skal bruges til at styrke vores samfunds modstandskraft. Det er ikke en farbar vej at lade udenlandske investorer få adgang til ukrainske naturressourcer og vores økosystem, der allerede er svækket efter årevis med rovdrift og russisk økoterrorisme. Ulighed, fremmedgørelse og fratagelse af rettigheder vil ikke give os modstandskraft. Markedets usynlige hånd – at gøre alt til varer og baseret på kortsigtet tænkning og profitjagt – vil ikke gøre os stærkere.

Roden til vores problemer er grundlæggende, at de, hvis arbejde holder landet kørende, alt for ofte er blevet overset, og at deres interesser ignoreres. Forhåbentlig vil vi denne gang lære lektien. Det er derfor, at vi i Sotsialnyi Rukh åbent slår fast, at vi vil samarbejde med andre kræfter for at bygge en politisk bevægelse, der kan sikre, at befolkningens stemme bliver hørt ind i magtens korridorer. Så snart der igen bliver afholdt valg, kan dette blive afgørende for vores skæbne i mange år fremover.