Jacob L. Ruggaard, Per Clausen
Europa er omringet af offensive, højreradikale stormagter med Rusland på den ene side og USA på den anden. Der er ikke andre løsninger, end at Europa og Norden må finde tættere sammen. Men det er også en mulighed for venstrefløjen – for Europas sikkerhed skal også sikres gennem friere, grønnere, mere lige og trygge samfund. Det skriver Jakob Lindell Ruggaard og Per Clausen i denne kronik
Donald Trump har solgt Ukraine til Vladimir Putin. Hen over hovedet på ukrainerne. Hen over hovedet på Europa. Det er en sort dag for ukrainerne. Det tegner mørke udsigter for sikkerheden i Europa. Og stiller nye krav til venstrefløjen.
Efter en lang telefonsamtale i sidste uge – som både Trump og Putin bekræfter, har været ” yderst produktiv” – ville Trump ringe og informere ukrainerne om resultatet, og om at “fredsprocessen” i Ukraine nu er i gang. Tirsdag ventes forhandlingerne mellem Rusland og USA at begynde i Riyadh i Saudi-Arabien.
Det er – for ukrainerne – en beskidt fredsproces med armen bundet på ryggen.
De højreradikale stormagtsledere dikterer freden
Samtidig udtaler Trumps forsvarsminister, Pete Hegseth, at fredsforhandlingerne ikke kan ende med, at Ukraine kan beholde alt deres territorium, ikke kan ende med at Ukraine kan indtræde i NATO, at USA ikke vil sende tropper til en eventuel fremtidig fredsbevarende styrke, og at Europa i fremtiden skal overtage (det meste af) ansvaret for støtten til Ukraine.
Det er mildest talt ingen hjælp for Ukraine, at USA på den måde opgiver en lang række forhandlingspositioner, som er enten helt centrale eller ultimative for ukrainerne, men som til gengæld på forhånd imødekommer snart sagt ethvert strategisk mål for Putin-regimet.
Hele seancen ligner mere et oplæg til fælles diktat fra de to højreradikale statsledere, Putin og Trump, som respekterer hinanden så højt – til hvordan man gratis og på forhånd imødekommer en række af Putins centrale strategiske mål med den grusomme invasion.
Og det hele foregår hen over hovedet på ukrainerne og Europa.
Først og fremmest er det ikke til at holde ud, hvis det betyder, at store dele af Ukraine henvises til annektering og undertrykkelse af Putins Rusland. Vi har set, hvordan den ukrainske civilbefolkning er blevet nådesløst og grusomt behandlet af de russiske styrker i områder som Butja, hvor russerne har været tvunget til en hurtig retræte uden mulighed for at ”rydde op” først.
Brutal undertrykkelse kan nu blive skæbnen for mange flere civile ukrainere.
Dårligt nyt for Europa
Men samtidig er Trumps knæfald for Putin også alvorligt nyt for resten af Europa, som ifølge Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, intet har at gøre i forhandlingerne, fordi de støtter ukrainernes modstandskamp. Særligt er situationen farlig for de lande, som befinder sig i Ruslands nærhed og i Putins søgelys. Lande som Georgien, Moldova, Estland, Letland og Litauen.
For resultatet af studehandlen mellem Trump og Putin er et markant mindre sikkert og forudsigeligt Europa. Det gælder for os alle sammen.
Vi kommer til at stå tilbage med et Rusland med ideologiske planer om genetablering af et “Storrusland”, som var en helt central del af Putins motivation for at gå ind i Ukraine. Et Rusland, som igennem krigen har opbygget lynhurtige forsyningslinjer, bruger over 7 procent af deres BNP på militær, har en meget stor mobilisering til deres hær, som ikke længere vil være fastholdt i Ukraine, og en økonomi der omstillet til en fuldtonet krigsøkonomi.
På den baggrund kan de nu bygge op og forberede sig til kommende offensiver på baggrund af de nye (vigtige) territorier i Ukraine og med en stor militær og strategisk (propaganda)sejr i bagagen.
Det er den farlige virkelighed, som dukker op nu. En ny virkelighed, som har været undervejs længe, men som det nu er helt umuligt at lukke øjnene for. Det gælder også for venstrefløjen.
Vigtige indsigter for venstrefløjen
I lang tid har venstrefløjen – fornuftigt – kunnet fokusere på hjælpen og støtten til Ukraines frihedskamp. Genopbygning, nødhjælp og masser af nødvendige våben, ammunition, artilleri, luftvåben og meget mere. Det har været med til at sikre, at Ukraine ikke er russisk i dag. Det har været det moralsk og politisk rigtige at gøre.
Hvis Ukraine havde drevet Putins tropper helt tilbage og vundet krigen, eller decideret knækket den russiske økonomi, så havde verden måske set anderledes ud.
Men når vi pludselig – og det kan ske hurtigt – står med en beskidt ”fred”, som er dikteret af højreradikale stormagter, så kræver det nye, mere offensive svar fra os på venstrefløjen. Vi bliver nødt til at spørge os selv: Hvordan sikrer vi, at vi ikke igen skal kunne drives rundt i manegen af imperialistiske stormagter?
Her må vi indse, at hvis vi vil vinde den mulighed for sikkerhedspolitisk autonomi, så kræver det investeringer. I vores sikkerhed. I militær. Også i våben og militærproduktion i Europa, Norden, Danmark. Så vi kan gøre os uafhængige af USA og deres lunefulde og fjendtlige diktater. Noget som venstrefløjen – med rette – længe har agiteret for, men som vi ikke har haft en politik, som i praksis har kunnet muliggøre.
Den indsigt er andre af vores søsterpartier kommet frem til. Bl.a. Rødt i Norge, som går ind for høje og nøje overvejede forsvarsudgifter, netop fordi det sikrer Norge en større autonomi fra USA.
Vores kritik på den danske venstrefløj af det imperialistiske USA bliver bekræftet igen og igen af virkeligheden i disse år. I disse dage. Vi får ret – i et nærmest hæsblæsende tempo. Man kan bare lytte til vicepræsident J. D. Vances tale fra weekendens topmøde i München igennem, hvis man vil have et indblik i, at vi står over for et højreradikalt USA med en offensiv ideologisk agenda om – sammen med sine oligarkiske rigmandsvenner – at erobre Europa land for land.
Nu er tiden inde til, at venstrefløjen formulerer en politik, som klart viser vejen til, hvordan en venstreorienteret fremtid ude af USA’s skygge reelt kan se ud. Det er bydende nødvendigt, hvis vi skal kunne tage – og vinde – kampen om fremtiden i årene, der kommer.
Omringet af imperialistiske stormagter
Først og fremmest må vi se i øjnene, at vi er omringet af imperialistiske stormagter med annekteringsplaner og territoriale udvidelsesambitioner. Trumps USA har lige nu øjnene stift rettet imod Grønland, Canada og Panama. Man bliver nødt til at tage deres ønsker om udvidelse ret bogstaveligt, hvis man ikke skal risikere at stå naiv og uforberedt tilbage. Putins Rusland har deres øjne rettet imod Moldova, Georgien og de baltiske lande.
Det betyder ikke, at en storkrig i Europa eller andre dommedagsscenarier er nært forestående. Men det betyder, at Europa – som ikke kan regne med sikkerhedspolitisk opbakning fra USA – står meget svagere strategisk og militært og derfor vil være tilbøjelig til at udvise meget mere eftergivenhed over for stormagtsdiktater, som er i direkte strid med international lov og ret.
I sidste ende kan det måske betyde, at Putin vil underlægge sig andre lande. Fordi vi ikke har styrken til at støtte deres modstand.
På samme måde kan det betyde mere eftergivenhed over for USA og deres imperiale stormagtsambitioner, som luftes for åbent tæppe af Trump i tweets og ”truths” på TruthSocial og på slap line foran kameraer og en måbende offentlighed.
Man kan også indskyde, at vores svage militære styrke, autonomi og samarbejde i Danmark, Norden og Europa ikke har hjulpet i fortiden, når det har handlet om at nægte at følge USA ind i ulovlige, altødelæggende invasionskrige i bl.a. Irak og Afghanistan.
Den gode nyhed er, at vi står i en unik position til at vælge en anden vej.
Venstrefløjens politiske svar – en ny forsvarspolitik
Der er ikke andet fornuftigt svar end et tættere og dybere samarbejde i Norden og Europa. Også militært. Også om våben- og ammunitionsproduktion. Vi står stærkere, hvis vi offensivt binder Norden tættere udenrigs- og sikkerhedspolitisk sammen, så vi er en stærkere og tungere blok i Europa. Og hvis Europa i langt højere grad samlet set kan gøre sig uafhængig af USA og milliardindkøb i den amerikanske våbenindustri.
Det kræver et valg. Og en prioritering.
Situationen giver os muligheden for at beholde og udbygge vores frihed og autonomi. For at få størrelsen og styrken til at byde stormagterne trods. Og for at vinde en fremtid, hvor vi (på (lang) sigt) kan føre en venstreorienteret, selvstændig udenrigspolitik, som ikke er dikteret af stormagter og deres ulækre og kyniske magthensyn. Hvor vi i Danmark, Norden og Europa kan sige nej til alle fremtidige krigsdeltagelser i USA’s tjeneste, fastholde støtten til Ukraine i USA’s fravær, hjælpe andre lande og folk imod fremtidige trusler og annekteringer, forsvare os selv.
Det kræver offensive krav til den måde, militærindustrien fungerer på. Vi skal bekæmpe al europæisk eksport til regimer som Israel, Qatar og Saudi-Arabien, som Europa i dag eksporterer massivt til – i stedet for at hjælpe Ukraine og bygge egne forsvarskapaciteter op.
Det er både forkert og forbryderisk at bruge milliarder på at hjælpe den slags regimer med at undertrykke deres befolkninger, begå krigsforbrydelser eller opretholde ulovlige besættelser i stedet for at bruge pengene og materiellet på at kunne forsvare os selv og hjælpe lande som Ukraine i deres frihedskamp. Det skal stoppes. Og den kamp er en nøglekamp for venstrefløjen.
Vi skal naturligvis også kaste alle kræfter i at stoppe den farlige og forkerte baseaftale med USA herhjemme. USA agerer under Trump helt tydeligt på en måde, som truer vores sikkerhed. Både ved at lufte ønsker om at købe eller annektere Grønland. Men også ved tilsyneladende ureguleret og uovervejet at lade Putin bygge op til næste territoriale ambition – på baggrund af den sejr, Trump giver ham midt i Europa.
Vi skal også insistere på, at hverken lønmodtagere, klima og velfærd rammes af stigende udgifter til forsvar og sikkerhed. Tværtimod skal vi sikre økonomisk plads til at skabe friere, grønnere, mere lige og trygge samfund – samtidig med at vi styrker vores sikkerhed, samarbejde og autonomi. Vi skal finde pengene offensivt ved at bede de rigeste – meget gerne den utæmmede milliardærklasse, som vokser frem i verden og i Danmark og truer vores demokratier og sammenhængskraft – om at komme til lommerne.
Vi har en verden at vinde
Der er med andre ord hårdt brug for os socialister i den tid, vi går ind i.
For vi går ind i en afgørende tid. Vi skal kunne orientere os frit og uafhængigt af USA og Rusland. Vise et perspektiv om mere selvstændighed, sikkerhed og uafhængighed for folk. Vinde en fremtid ude af stormagternes skygge. Tegne vores egen vej i verden. Slås for en verdensorden hvor frihed, solidaritet og international lov og orden trumfer stormagters undertrykkelse og diktat. Lade omfordeling sørge for, at vi gør Danmark og verden mere lige, retfærdig og tryg imens.
Det kan vi, hvis vi som venstrefløj griber muligheden nu og prioriterer rigtigt politisk. Og tør gå offensivt ind i den kommende tid med reelle svar.
Vi skal erkende, at vi står i en unik situation for at løsrive os fra stormagters diktatpolitik. Hvor vi kan kæmpe for demokrati og på sigt også fred og afspænding, hvis vi udbygger samarbejdet i Norden og Europa og investerer i vores kapaciteter – også i militær, våben og strategisk produktion – nu.
Vi har en verden at vinde. I denne uge blev den lidt mørkere. Vi kan gøre den lysere sammen.